Apple reparation af værste og bedste skuffe

Uret ringede som det skulle. Jeg slog på knappen og vendte mig om. Da jeg igen åbnede øjnene var den 8.43. Jeg skulle møde første dag på nyt arbejde 9.00. Jeg sprang op og væltede min computer og nogle papirer ned i min taske. Så greb jeg min mobil i den ene hånd og et stykke toast i den anden og spænede ud af døren.

Ned ad trapperne, ud af døren, hen ad gaden, ned til stationen, op ad trapperne (jeg har aldrig forceret dem SÅ hurtigt i mit liv), ud på perronen, ind i toget. Med hjertet hamrende i brystkassen, tog jeg min mobil, som jeg hele vejen havde knuet i den ene hånd under løbeturen. Det havde resulteret i, at skærmen var blevet bøjet og til sidst flækket. En fin stribe, som trak sig lodret over skærmen, og stoppede lidt over midten af skærmen. Jeg kunne ikke bruge hele den ene side af touch skærmen, og kunne derfor ikke ringe til mit nye arbejde, og advare.

Jeg stirrede på den længe, og tænkte at den måske var væk, når jeg vågnede i morgen til en bedre dag. Toget standsede ved Nordhavn, og jeg fløj ud af de hylende togdøre. Ud på perronen, ned ad trapperne, over gaden og… Noget hamrede på jorden bag mig, og et øjeblik troede jeg, at det var noget der var blevet kastet ovenfra, som jeg med nød og næppe havde undgået. Jeg skulle lige til at gå videre, men så fik jeg kigget nærmere, på den store flade brik, der var havnet på vejen bag mig. Det var min egen computer. Jeg kiggede på min taske, og opdagede, at lynlåsen i siden var gået i stykker, og lidt bag computeren lå mine papirer, en snes kuglepenne samt andre ting, der en gang havde været indhold i min taske.

Jeg samlede computeren op, og lod det andet ligge. Løb videre. Tænkte, at jeg i det mindste kunne vise dem mine medtagede ejendele, så de vidste at jeg ikke var forsinket af ligegyldighed.

Jeg fandt adressen, og var lige ved at stødde ind i glasdøren, da den automatiske gør ikke åbnede, da jeg kom susende. Der var helt mørk derinde bagved. Jeg travede lidt frem og tilbage. Desperat, for jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, hvis jeg ikke engang kunne komme ind i bygningen. Jeg pressede næsen mod roden, og kiggede ind. Bagest i den lange gang man så ind i, hang en digital skærm af lidt ældre type, som var gået i standbymotion. Det eneste der var synligt på skærmen, var datoen, der vuggede fra side til tide på skærmen med store typer. Det var søndag.

Jeg vendte mig om, og gik tilbage af den jeg jeg kom. Gik forbi papirer og kuglepenne, der stadig lå spredt udover vejen. Hen til Nordhavns trapper og op til toget. Klokken var 9.12 nu. Jeg tog til Valby og ind til iRepair, hvor jeg fik mine ting lavet, så jeg kunne nyde den sidste dag i friheden.